så er vi snart klar til igen at vise vores ting frem på fælles udstliing
Og denne gang spiller haiku til ferniseringen torsdag d.. 28. april kl.
12.00
Vi glæder os til at se dig
så er vi snart klar til igen at vise vores ting frem på fælles udstliing
Og denne gang spiller haiku til ferniseringen torsdag d.. 28. april kl.
12.00
Vi glæder os til at se dig
kom med til nogle fantastisk inspirerende dage
3 months agotet soon again.
If you don´t know this great piano player - take a look here:
I saw my favorite piano player Tord Gustavsen live performing with his
brilliant musicians.
It was even better than my expectations. Fantastic music, wonderful
improvisations and a musicianship on a very high level.
I hope to be able to see this amazing qua
Musikterapi er en terapiform, hvor man enten spiller eller lytter til musik
og eventuelt har en uddybende samtale bagefter. Og man kan faktisk bruge
musikterapi mod stress. Det fortæller dr.dk, der har talt med forsker og
musikterapeut Bolette Daniels Beck, der netop har lavet en ph.d.-afhandling
fra Aalborg Universitet om emnet.
Hun har baseret sin afhandling på undersøgelser af to grupper på hver ti
personer. Den ene gruppe fik musikterapi i ni uger, mens den anden gruppe
ikke fik nogen struktureret behandling.
- Der var signifikant, altså ikke-tilfældig, forskel på dem, der fik og
ikke fik musikterapi. Deres humør blev forbedret, deres oplevelse af angst
og depression var reduceret, de sov bedre og oplevede færre fysiske
problemer, siger Bolette Daniels Beck.
haiku *flow* er netop lavet til at dæmpe stress og forstærke følelsen af at
være i flow - og den virker!
- Børn sidder stille og spiser ved bordet, når de lytter til albummet
- Voksne opfører sig ordentligt i trafikken, når de lytter til *flow* under
kørslen, fordi musikken dæmper stress og agressioner
- Mange bruger musikken under meditation, fordi den forstærker
koncentrationen
- Andre bruger *flow* før de skal sove, fordi musikken beroliger og er
billedskabende
Af: Kasper Stougaard Andersen
Musik er hjernegymnastik og kan både hjælpe på indlæring og inklusion.
Sådan lød budskabet fra hjerneforsker Kjeld Fredens på Kulturministeriets
musikfaglige konference i går.
En workshop om musikfagets mulige samspil med skolens andre fag var en del
af programmet på den musikfaglige konference i Hørsholm i går. En af
workshoppens paneldeltagere var hjerneforsker Kjeld Fredens, der især har
beskæftiget sig med indlæring set fra et lægeligt synspunkt. Han talte i
dagens anledning blandt andet om nytteværdien af musikfaget som mere og
andet end blot et ‘pausefag’.
Der skal laves hjernestrækkere
De fleste har for vane at omtale venstre hjernehalvdel som den logiske,
mens den højre står for det kreative. Ifølge hjernevismanden er det en
overdramatisering, for den største forskel er blot, at den højre
hjernehalvdel er hurtig, mens den venstre hjernehalvdel er langsom, sådan
groft sagt. Når vi er i gang med at lære noget nyt, begynder den højre
hjernehalvdel altså straks at arbejde, hvorefter den venstre halvdel træder
til for at håndtere og bearbejde det stigende antal informationer.
“Musik er idræt for hjernen. Grundlaget for al faglig udvikling er to fag,
og det er musik og idræt. Det kan dokumenteres, så det brager.
Musikudviklingen begynder i højre hjernehalvdel, men i takt med større
kompleksitet breder det sig til resten. I det øjeblik, man aktiverer
hjernen med musik, så laver man fitness med hjernen. Det varmer
hjernecellerne op, så når vi går i gang med andre fag, så er de allerede
varmet op”, sagde hjerneforsker Kjeld Fredsen.
Musik er en gave til inklusionen
Musikfaget kan ifølge forskeren ikke alene fungere som et opvarmningsband
til de boglige fag, der traditionelt opfattes som mere komplekse. Begreber
som rytme og puls henvender sig direkte til elevernes opfattelse af tid, og
det er ifølge Kjeld Fredens vigtigt at holde fast i det potentiale, det kan
udløse - også i forhold til den inklusionsudfordring, som alle lærere står
med.
“Det er helt entydigt, at musikken har tidens dimension i sig, og tid har
en afgørende betydning for at få udviklet vores arbejdshukommelse.
Arbejdshukommelsen styrkes altså ved at beskæftige sig med musik, og den er
nøglen til at tilegne sig al viden, også de sociale færdigheder”, sagde
Kjeld Fredens.
“Hvis vi giver ADHD-børn musikundervisning i en måned, så begynder de at
følge med i timen. Jeg plejer at sige, at man skal sætte nogle flere penge
i musikken, for den har nøglen til inklusionen. Hvis vi ser på, hvad musik
kan træne af empati, så ved vi, at gevinsten er øget social kompetence,
mere selvtillid og mindre aggressivitet”, tilføjede han.
*Men trods bestræbelserne *på at få det største arrangement i landets
historie til at klappe og samtidig få solgt nationen som et glittet
postkort i mættet technicolor med glade aserbajdsjanere i nationaldragter,
der danser og spiller på trommer dagen lang, gemmer der sig også en anden
virkelighed i landet.
For ganske vist har Aserbajdsjan ikke en Lukashenko som Ukraine, og det
internationale Melodi Grand Prix er ikke europamesterskabet i fodbold. Og
der er næppe mange europæiske statsoverhoveder, der har tænkt sig at tage
turen til Baku næstkommende weekend, men i et ungt land som Aserbajdsjan
med et mere end skrøbeligt demokrati, hvor præsidenten overtog sit embede
efter sin far i 2003, er der også en dagligdag, som næppe får et 30
sekunders indslag under festlighederne næste lørdag.
Den 23. november sidste år døde journalisten Rafiq Tai på et hospital i
Baku. Fire dage før var han blevet stukket ned med kniv af en gruppe mænd
på en parkeringsplads nær sit hjem i den aserbajdsjanske hovedstad, og i et
sidste interview dagen før sin død udtalte han, at årsagen til overfaldet
kunne være gengældelse for en artikel, som han havde skrevet den 10.
november, hvori han kritiserede Mahmoud Ahmadinejad, præsidenten i
Aserbajdsjans naboland, Iran, for at bringe islam i miskredit.
Tais familie anklagede efterfølgende de aserbajdsjanske myndigheder for
ikke at gøre noget for at finde overfaldsmændene.
Den 18. april samme år blev fem andre journalister gennembanket for at have
skrevet artikler om et oliefirmas nedrivning af huse i Baku, og i dag
sidder ifølge hjælpeorganisationen International Media Support syv
journalister fængslet i Aserbajdsjan, fordi de har kritiseret magthavere
eller statslige institutioner i en eller anden grad.
Samtidig har både Amnesty International og Human Rights Watch direkte været
ude for at kritisere Aserbajdsjan for ikke at overholde
menneskerettighederne.
Ifølge Amnesty sidder mindst 16 personer uretmæssigt fængslet - udelukkende
fordi de har ytret sig kritisk om landets styre ledet af præsident llham
Alijev, og så sent som i denne uge har Amnesty rapporteret om en fredelig
politisk demonstration i Baku, hvor politiet slog hårdt ned på de 300
demonstranter.
»Aserbajdsjan bliver uden tvivl en prangende scene for stemmer fra hele
Europa, men uden for koncertsalen tolererer man ingen kritiske røster. Man
har forbudt oppositionen at komme til orde. Fredelige demonstranter bliver
fængslet, og journalister og NGOer bliver udsat for trusler og chikane,«
siger John Dalhuisen, der er vicedirektør for Amnesty Internationals
programmer i Europa og Centralasien.
*Hos Human Rights Watch* henviser man ligeledes til Aserbajdsjans knægtelse
af ytringsfriheden på trods af, at landet så sent som i 2010 netop
underskrev en erklæring fra European Broadcast Union (EBU), der står bag
det internationale Melodi Grand Prix, om at arbejde aktivt for og
respektere ytringsfriheden og en fri presse.
Den erklæring fulgte EBU op på under en konference i Geneve i forrige uge
med deltagelse af repræsentanter fra Europarådet, Aserbajdsjans regering,
adskillige EBU-medlemmer og en række menneskerettighedsorganisationer. Her
lovede chefen for Aserbajdsjans departement for sociale politiske
spørgsmål, Ali Hasanov, at regeringen ville undersøge samtlige sager
omkring fængslede og mishandlede journalister, og at regeringen i øvrigt
ville arbejde for at ændre lovgivningen omkring straf for æreskrænkelse.
Efterfølgende var EBUs generaldirektør, Ingrid Deltenre, meget tilfreds med
udfaldet.
»Alle deltagere var enige om, at en fri og uafhængig presse sammen med en
teknologisk infrastruktur og nogle lovgivningsmæssige rammer, der tillader
en ubegrænset og ucensureret mediedistribution, er hjørnesten i ethvert
demokrati,« udtalte Ingrid Deltenre.
*Tilbage står så *bare, at i Aserbajdsjan er begrebet »demokrati« meget
bøjeligt. Reelt styres landet politisk, økonomisk og med Det Internationale
Melodi Grand Prix nu pludselig så også kulturelt af en lille familieklan
med præsident llham Alijev i spidsen.
Sidstnævnte er måske bedst udtrykt ved, at værtsnationen har sat selveste
præsidentfruen, Mehriban Alijev, i spidsen for arrangementskomiteen bag
Grand Prixet, mens svigersønnen, Emin Agalarov, i pausen under finalen på
lørdag vil tone frem på millioner af europæiske TV-skærme med nummeret
»Baby Get Higher«.
Hvem sagde, at politik og underholdning ikke har noget med hinanden af gøre?
1 year agoWatch this video
and see how Henry reacts to music
Music is bringing life to everbody´s mind
fyraften.nu skriver om *flow*
Jeg er ret vild med denne musik. Enkel, beroligende, kontemplativ – og så
synes jeg, at jeg skriver godt til den. Og for en halvgammel lytter er det
skønt med et cd-cover, som er smukt at se på og som afspejler musikken.
Indhold og form passer sammen.
Det er en fejl, at København har to adskilte konservatorier – et rytmisk og
et klassisk.
Det mener Carsten Dahl, fra 1. februar professor i rytmisk samtidsmusik på
Rytmisk Konservatorium i København. Hans drøm er en »musikkens by«, hvor de
to konservatorier ligger samlet, og de studerende har direkte adgang til
spillesteder, bookingbureauer og kollegieboliger. Men først og fremmest til
kunstnerisk samarbejde på tværs af udtryksformer.
»Man kunne lave musicals sammen. Man kunne lave store, dramatiske
danseforestillinger med strygere og fagotter blandet med heavy
metal-guitarer«, siger Carsten Dahl, der mener, at det er forældet at
skelne skarpt mellem rytmisk og klassisk musik. Og tilsvarende forældet, at
København har to konservatorier:
»Vi går i alt for små sko. I min verden er vi i 1812. Mange på det
klassiske konservatorium aner ikke, hvilken kæmpe kulturel arv der ligger i
den rytmiske musik. Og vice versa. Og som professor synes jeg, at det er et
problem«.
læs mere her: